På 1 uge er lille Holger her gået fra overgearet til sød og rolig.

Han bed/gumlede hele tiden i hænder og fødder, humpede ben, var meget aktiv og kunne ikke finde ro. Det var ikke muligt at kæle med ham uden han gearede endnu mere op og igen – gumlede i hænderne.

Familien troede han var alfahan og dominant, for det havde de læst om, da de læste om hvalpeopdragelse. Derfra havde de desuden også lært at straffe for dårlig adfærd.
Men lille Holger var ikke dominant, han var bare rigtig stresset. Stresset over alt det negative mod ham, som han ikke forstod. Der var efterhånden så mange irettesættelser, at både familien og Holger var ved at gå ud af deres gode skind.

Familien fik nogle få træningsøvelser der ville styrke deres samarbejde og hjælpe med forståelsen for hinanden.
De fik desuden nogle opgaver, der ville kunne hjælpe Holger med at finde ro igen.

Da jeg mødtes med dem 1 uge efter, samme sted og samme tidspunkt, var ALT ændret. Lille Holger var i balance! Det var nu muligt at kæle ham uden han gearede op og han lagde sig gerne ned af sig selv, hvis ikke han tøffede rundt stille og roligt. Han humpede ikke længere ben.

Pointen med det her indlæg er egentlig at vise, at man let kan misforstå sin hund. Hvis man forsøger sig med nogle metoder der ikke virker, så bør man søge efter andre metoder. Jo længere tid dårlig adfærd og vaner kører, jo sværere kan det være at få væk.

Positiv træning og samarbejde ER den bedste vej frem  🙂 Undlad alle former for straf og fokuser istedet på at belønne når hunden gør det rigtige – Både i træning og i hverdagen.